Scenen for denne udgave af Carmen er et filmsæt, hvor man er ved at indspille en film om Carmens historie. Spanske Marcos Morau er inspireret af filmskaberne Fellini og Bunuel. Danserne er på skift gaffere, runnere klædt i sort og med sorte kasketter og udgaver af Carmen. Der er dekonstrueret og demokratiseret meget hos Marcos Morau, så Carmen er ikke kun én person, men flere. Carmenkarakteren danses både af herrer og damer, så kønsdimensionen er også til genstand for drøftelse.

 

af Pia Stilling (cand.mag.)

 

Carmen 9079 v4
Carmen. Den Kgl. Ballet. Sæson 2018-2019. Foto: Claus Vedfelt

 


Filmlærredet hænger ned ca. 1/3 fra scenens overkant, så vi i publikum både følger handling og dans på scene og på lærred, mens kameraet følger de medvirkendes dans eller deres mere private interaktion, når det da ikke rettes ud mod publikum. De filmede scener er sort/hvide. Det er sjovt, men er lidt overvældende, når lærredet bliver hængende under hele forestillingen. Dertil kommer, at den optimale effekt og det bedste udsyn givetvis opnås, når man sidder på gulvet i teatret. De personer, der sidder på 1. etage og længere oppe må blive generet og miste udsyn til danserne.

Kostumerne af Silvia Delagneau er vilde, overdrevne og smukke. Der er hatte så store som møllehjul og med frynser hele vejen rundt. Der er store kjoler i sort, i rødt naturligvis og flere i skinnende pink. Toreadoren er i et grønturkis outfit, og det er flot.

Marcos Morau er koreografuddannet i Barcelona, men har aldrig selv danset. Med sig til at koreografere har han da også haft hele tre medkoreografer, Lorena Nogal, Ariadna Monfort og Marina Rodríguez. Morau har givet sit bevægelsessprog navnet Kova, som Den Kongelige Ballets dansere har skullet tage favntag med ved indstuderingen af Carmen.

Der er stor fokus på armene, der bevæger sig i stramme firkanter, som man ser det i hiphopformen tutting; ofte anvendt i koreografier af Steen Kørner. Lange unisone sekvenser, hvor danserne sidder på opstillede skamler har også rødder i moderne hiphop. Alt dette er tilsat klassisk uddannede balletdansere, der kan tilegne sig snart sagt en hvilken som helst danseform. Danserne gør det godt, men det er oplagt, at det har været en udfordring for dem at sætte sig ganske meget ud over deres vante balletsprog.

Morau har også givet danserne replikker. De står med filmklaptræet i hånden, kommer med et lidt dybsindigt bon mot, hvorefter de kontant klapper med klaptræet og giver signal til at optage næste scene. Det er uvist, om det har været Moraus mening, at publikum skulle kunne høre disse replikker for alvor. Faktum er, at det kunne man ikke, men det har måske ikke skurret i Moraus spanske ører. Der er en grund til, at skuespillere gennemgår en årelang uddannelse og træner deres stemme!

Indtil pausen fungerer hele setuppet stramt, sjovt og anderledes. I anden del mister forestillingen momentum, selv om der er flere sjove tiltag. Esther Lee Wilkinson giver den i rød spadseredragt og pukkel på ryggen, dansere med høje, sorte, spidse, traditionelle hatte fra spanske påskeoptog dukker (lidt umotiveret) op, en skøn, rød Fiat 500 med åbent tag dukker op på scenen, og det er til at smelte over.

Let forvirrende er det, at det i øvrigt yderst velspillende kongelige kapel spiller musik af hele fire komponister ud over Georges Bizets vidunderlige melodier.

I Bizets opera bliver den seksuelt udfordrende Carmen dolket ihjel af Don José, da han i desperation indser, at hun ikke vil have ham. Morau har i sit værk kredset om Carmens endeligt og lader hende i en filmsekvens løbe ud af teatret og blive kørt over af en bus. Hun undgår således ikke sin skæbne, selv om Morau gerne havde set en afslutning, hvor hun overlevede.

Moraus værk stritter i mange retninger, og man finder aldrig ud af, hvem denne Carmen er. Hun er ikke den udfordrende pige fra tobaksfabrikken, der oser af sex, og som mændene ikke kan modstå.

I stedet bliver hun alt for mange udgaver af sig selv.

 

FAKTA

Carmen – ballet. Opføres på Det Kongelige Teaters Gamle Scene

Spilleperiode: 28.09.2018 - 01.11.2018

Info: Det Kgl. Teater

Koreografi: Marcos Morau
Ide og iscenesættelse: Marcos Morau
Musik: Rodion K. Shchedrin
Musik: George Bizet
Musik: Charles Dumont
Scenografi: Max Glaenzel
Kostumer: Silvia Delagneau
Lysdesign: Mårten K. Axelsson
Videodesign: Jakob Bo Nystrup

Dirigent. Tim Murray    
Orkester: Det Kongelige Kapel

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top