Tiden rinder ud, mens vertikaldanseren Esther Wrobel udforsker naturens love og udfordrer tyngdekraften i et sirligt balancesystem. Myopic Time handler om en danser i luften svingende som et pendul, en musiker og et timeglas – og tiden, der langsomt rinder ud ...


af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

 

 DSC8636
Myopic Time
. Sparrow Dance. Danser: Esther Wrobel. Foto: Christoffer Askman

 

Der findes balance i stilheden, homeostase, den perfekte proportion af alle elementer. Indre stilhed.

Men der findes også dynamisk balance som resultat af ekstreme, modstridende kræfter, der trækker i modsatte retninger med lige megen kraft. For at bibeholde vores kropslige og mentale balance kan vi så vælge mellem ikke at lade os blive påvirket af de ydre kræfter eller at svare med en tilpasset udøvelse af kraft.

Myopic Time er en skøn illustration af denne her evige indre dans – eller kamp –  med de modstridende kræfter inde i os.


Koncert og danseforestilling

Som Sparrow Dance selv beskriver Myopic Time, så er det både en koncert (af musikeren Camilla Barratt-Due) og en danseforestilling (af Esther Wrobel).  

Musikeren, der styrer og manipulerer sit instrument med sine hænder; og danseren, hvis krop er begrænset af et instrument (vertikaldanseapparatet). Danseren Esther Wrobel er nemlig knyttet til en stor væg, ligesom i bjergklatring, med en klatresele omkring livet – og i dette her tilfælde – vægtene på den anden side af væggen. Begrænsningen af kroppen betyder samtidig en åbning af rummet: hun kan flyve og hoppe i alle tre retninger af rummet, som skaber en absurd optisk oplevelse, især når hun hopper fra væggen og ud mod publikum, som om vi kiggede på hende fra et fugleperspektiv.

Esthers kontrol over sit apparat (kroppen) ændrer sig hele tiden under forestillingen; hvornår hun går med eller imod ophængningspunktets trækkraft. Hun maver sig mod os, rækker armene ud som om hun beder om hjælp, men hun glider tilbage til væggen. Hun giver dog ikke op: hver gang hun hopper højt op mod væggen og ruller ned, samler hun kræfter til at gøre springet endnu højere.

Hengivelse ser anderledes ud end i en almindelig danseforestilling: i dans betyder det at ligge fladt på gulvet (hengivelse til tyngdekraften), men i vertikaldans kræver det en stor aktivering af kernemuskulaturen for at kunne ligge ned og dermed modvirke de opadtrækkende kræfter. Samtidig er vores (ubevidste) fortolkning af kroppen så indgroet, at det er svært ikke at fortolke sine jordnære positioner som noget skrøbeligt. Det er den samme skrøbelighed, vi føler, når hun står ved siden af væggen med buet brystkasse mod væggen, selvom stillingen har en praktisk funktion, nemlig at modbalancere vægtene på den anden side.

Når hun på et tidspunkt – efter forskellige uheldige forsøg for at svømme væk fra væggen – ligger med siden væk fra os publikum, så er det svært ikke at se på det som opgivenhed. Selvom musklerne – i modsætning til den almindelige fosterstilling – er i fuld gang.

 

 84A6624web
Myopic Time. Sparrow Dance. Danser: Esther Wrobel. Foto: Christoffer Askman

 

Den svære (u)afhængighed

Hendes forsøg på at komme væk fra væggen kan vække tanker i retning af (u)afhængighed. På den ene side har hun et ambivalent forhold til væggen: Nogle gange er hun i fuld kontrol, hopper højt og ud i alle retninger eller viser sin mestring gennem langsomme, afmålte bevægelser. Andre gange lader hun maskinen styre hende.

Men selv når hun har styr på det, når det føles godt – betyder det nødvendigvis ikke, at det er noget godt for én på lang sigt ...

Afhængighed af stoffer, mennesker, sociale media, vaner osv. kan danne en rutsjebane mellem ekstase og angst, og det kan være sværere at undvære dem, end vi vil indse. Placeringen af rebet i danserens  klatresele (en teknisk detalje) øger associationen til navlestrengen, og mødrenes usynlige påvirkning, især af døtrenes liv og parforhold, i hvert fald som beskrevet af Nancy Fridays My Mother My Self.  Normer, værdier, indre dialoger fra vores opvækst, bærer vi med os gennem livet. Ellers kan man også associere til en edderkop (også symbol på moderen i mange kulturer), som bliver forstærket af Esthers Spiderman-agtige kravlen.

Er det overhovedet muligt at frigøre os fra disse tilknytninger? Kan afhængigheden være konstruktiv? Kan man forlade sine egne rammer, her symboliseret af væggen, som hun klatrer helt til kanterne af? Er det en kamp? Er det et samarbejde med instrumentet? Kan begrænsningerne være med til at presse én til sit yderste potentiale? Er det med til, at hun prøver sine grænser af, samtidig med at hun lærer, hvordan hun kan redde sig selv og situationen?

 

 DSC8246webMyopic Time. Sparrow Dance. Danser: Esther Wrobel. Foto: Christoffer Askman

 

Balance – og modvægten

Kontrabalancen findes også mellem de to performere: Esther har fra starten af en videnskabelig kvalitet over sig med sit koldblodige fokus, hendes forsigtige og præcise eksperimenteren med vægten: først på gulvet, og senere i luften. Gulvsekvenserne (uden klatresele) forbereder os på at forstå vertikaldansen, senere hende: princippet om balance og modvægt.

Først prøver Esther at udligne vægten mellem en metalkugle og en glasbeholder på en gammeldags vægt ved at fylde glasbeholderen med salt. Skrøbeligheden i glasset og saltet i modsætning til den kompakte kugle. Barndommens gåde om, hvorvidt 1 kg fjer eller 1 kg jern vejer mest. Kan de “bløde” værdier opveje de “hårde” værdier i samfundet – bare der er nok af dem?

Der er ingen tilskyndelse i Esthers bevægelser. Det er nærmest et ritual, en fordybelse af et meget afmålt arbejde, deep work. Sanselig, poetisk kontakt mellem hænderne og materialet (salt) samtidig med et ikke-involverende ansigtsudtryk.

Saltet løber ned som i et sandur; tiden, vi spilder. Når hun har hævet glasset op, lader hun saltet strømme ud, mens hun forlader scenen. Tiden, der går, uanset om vi iagttager den eller handler på den. Det kan minde os om durational performancekunstværker, særlig Tehching Hsiehs Time Clock Piece. Der er et stærkt performance element i hele forestillingen, hvor handlingerne tit sker for performerne, frem for at de selv er aktører i det.

“Performancekunst handler ikke om, at du lader, som om du ikke kan tale, men at du skaber en situation, hvor du faktisk bliver forhindret i at gøre det” – forklarede performancekunstneren Diana Soria Hernández  på sin workshop på Body Landscapes Festival i 2018.

Efter ritualet demonstrerer Esther modvægtsprincipper gennem dansen, først kun med hænderne, og så med hele kroppen. Hænderne bevæger sig fra side til side, som om hun overfører en usynlig ildbold fra den ene håndflade til den anden, eller som om hun lavede keramik. Resten af kroppen er stille –  inklusiv hendes udtryksløse ansigt – men bevægelserne bliver hurtigere. Der er denne her metronomiske bevægelse, der genskabes i hele kroppen, og senere i vertikaldansen.

 

 DSC8351webMyopic Time. Sparrow Dance. Danser: Esther Wrobel. Foto: Christoffer Askman

 

Objektiv og subjektiv tid
 
Musikerens akkordeon fungerer efter det samme princip. Når musikeren træder ind på scenen, tager hun en meget afslappet, nydende kvalitet med sig i sit boheme lyserøde tøj og rokkende bevægelser, der følger hendes akkordeonspil. Kvaliteter, der klassisk karakteriserer “den levende, følelsesrige kunst” i modsætning til “den kolde, følelsesløse naturvidenskab”.

Performerne repræsenterer på en måde forskellen mellem den “objektive” tid og den, Bergson kalder for durée, den subjektive opfattelse af tid og rum. Den objektive tid, der altid er det samme i modsætning til vores subjektive oplevelse af dens hastighed, om det går hurtigt eller langsomt. Ifølge Bergson kan durée kun blive udtrykt indirekte gennem billeder – uden at blive i stand til at vise det fulde billede – og opfattet gennem intuition og forestillingsevne. Den subjektive tid bliver fanget i værket både gennem indholdet og selve bevægelseskvaliteterne.

Indholdsmæssigt kan vi associere til barndommen, når Esther sidder op mod væggen i luften, som om hun var på en gynge; når eventyrlig musik spilles; når Esthers skygge vokser som et skyggespil, eller når sommernætter bliver genkaldt af storm- og regnlyde. Festlige rytmer kan minde os om den mærkelige tidsfornemmelse, vi kan opleve til en lang fest, der strækker sig igennem natten: påvirket eller ej, der åbnes noget op inde i os, når mørket blander farverne, dimensionerne og timerne sammen.

Kvalitetsmæssigt udtrykkes tiden gennem en progression, hvor musikken bliver mørkere, mens danseren bliver lettere. Esther udstrækker tiden ved at holde lange stræk som en faldskærm, en omvendt planke eller en tilbagebøjning i halv bro. Musikeren styrer ikke kun sit instrument, men også Esther både gennem musikalske cues og styring af den store glasbeholder med salt i, der hænger i den modsætte side af scenen end Esthers.

Grænsen mellem objekter og subjekter bliver sløret. Det er tit objekternes bevægelser (inklusiv musikken), der afgør danserens bevægelser.

 

 DSC8692webMyopic Time. Sparrow Dance. Danser: Esther Wrobel. Foto: Christoffer Askman

 

Kontrol / tab af kontrol

I gulvsekvensen, når den lille glasbeholder i vægten mister nok salt og ryger op, åbner Esther sine arme op mod himlen. Når hændernes modbalancerende bevægelser overføres til resten af kroppen, ligner det nogle gange stemningen af et instrument, andre gange er det, som om Esther selv stemmes i takt med den fløjtende lyd i musikken; den vibrerende bevægelse i en syngeskål. Hun rækker armene ud mod os publikum, så rækker hun dem mod sig selv, eller faktisk virker det som om, armene lavede bevægelserne af sig selv, og de ikke tilhørte hende.

Den større glasbeholder, der hænger fra væggen, ryger ned på grund af tab af saltet inde i, som skaber en springvandsagtig effekt. Musikeren vender det rundt, så saltet tegner cirkler samtidig med, at Esther valser rundt i den modsatte retning.

Cirklerne kan minde os om både kornmarkernes koncentriske cirkler eller naturens cirkler – begge dele uden menneskers indflydelse. Naturens cirkler, den evige skabelse og nedbrydning i modsætning til menneskers lineære forståelse af tiden, udvikling og produktivitet (bortset fra kulturer som fx mange Maya stammer, hvor tiden opfattes som cirkulær).

I musikken vises denne her kontrast gennem en blanding af elektroniske toner og naturlyde.

På et tidspunkt sættes naturlydene ind mod Esthers tilsyneladende livløse krop. Men andre gange kommer denne her organiske, viscerale kvalitet ind i Esthers krop, blandt andet i form af livlige bølgebevægelser gennem hele kroppen, hele vejen til fingerspidserne. På en måde virker det også som om, det er sket med hende, impulserne, det dyriske, dét vi ikke kan kontrollere.

Det åbner op for psykoanalytiske fortolkninger i forhold til overjeg’ets kontrol (den dukkeagtige kvalitet, “oppe fra”),  id’ets kontrol (organisk kvalitet, “indefra”) og jeg’ets forhandling med disse kræfter (beherskelse af klatresele).

Vand som element vender tilbage adskillige gange under forestillingen: gennem musikken (vandlyd, regn, storm); bølgebevægelser i kroppen; og Esthers svømmende, svævende dans tæt på gulvet som i mine øjne – i takt med den blå farve på væggen – blev til en mose, Esther som guldsmed (eller en kortlevende døgnflue) flyver over.

Lighedstegnet mellem maskinen og Esther er mest tydelig i den sidste del af forestillingen, hvor Esther står på den ene ende af vægten, og den store glasbeholder med salt står i den anden ende, lige som en større version af den gammeldags vægt fra starten, men metalkuglen er erstattet af Esther. (Har hun mere betydning i denne her sammenhæng, end metalkuglen havde?)
Når alt salt er strømmet helt ud af glasbeholderen, ryger den op, Esther ned – og med hovedet nedad (bremser sig med strakte arme).

Til sidst ser vi kun maskinen, resten af scenen er mørk. Det sidste salt falder ud. Tidløshed. Naturens cyklus, der slutter og starter igen. En evig rytme, der startede før menneskene og fortsætter, når menneskene ikke længere er til.

 


FAKTA:

Myopic Time af Sparrow Dance (Esther Wrobel)

"Myopic Time" er et helt nyt greb om den vertikale dans som nycirkusgenre og ikke mindst som dansedisciplin. Som i traditionel vertikal dans manipulerer den vertikale danser sin tyngde ved hjælp af styrke og smidighed, men i dette setup påvirkes hun desuden af den skiftende modvægt.
I et sirligt og komplekst balancesystem med snore, veksler og taljer hænger den udspændte vertikaldanser, Esther Wrobel. Her angives bevægelser i kilo og gram, mens tiden løber ud i ”saltet”.

Sparrow Dance

Sparrow Dance er en vertikal dans- og kryds-disciplinær performancegruppe grundlagt af Esther Wrobel. Motivationen bag Sparrow Dance er at promovere og udforske vertikal dans og andre ikke-gulvbaserede danseteknikker for derved yderligere at udvikle på alsidigheden af kunstformerne. Sparrow Dance har især til formål at udfordre og undersøge den rumlige relation mellem publikum og performance, og publikumsoplevelsen står derfor altid centralt for gruppens produktioner.


Spiller på BoraBora i Århus den 20.-21. februar

Spillede i Dansekapellet i København den 24.- 26. januar

 

Info: Sparrow Dance



Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top