Udskriv

Allerede fra begyndelsen af Ocean of Our Motion er DeLeónCompany i stand til at suge os ind i deres poetiske univers alene ved brug af belysning, rummelige kompositioner og meget intentionel placering af pauser.

af Carmen Csilla Medina (kulturskribent)

 

IMG 4066 web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Marianne Villadsen

 

Pulitzer-vinder dansekritiker Sarah L.Kaufman fremhæver styrken i ikke-skyndelse og at holde rummet hos yndefulde dansere, som er med til at løfte vores ånd fra hverdagene. Ocean of Our Motion er et perfekt eksempel, da den langsomme udfoldelse af rummet og dansen tager os til en anden tidsdimension, end vi normalt befinder os i.

“The graceful dancer can evoke emotion through the simplest of means”
(Sarah L.Kaufman: The art of grace: on moving well through life)


Koreografen Jens Schyth Brøndum præsenterer os for et veldefineret, konsistent bevægelsessprog og -materiale, og dykker ned i det gennem mangfoldige variationer i dansernes placering, timing og skiftet mellem synkroniseret bevægelser og soloer; at komme sammen og bryde væk fra gruppen.


DeLeón Company
Jens Schyth Brøndum (kunstnerisk leder og danser)
Stina Strange Thue Tobiasen (producent og danser)
Frederik Levin Jensen (danser)
Nikoline Due (danser)

 

IMG 4103 web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Marianne Villadsen


Ocean of Our Motion

I.
Scenen er næsten mørk, kun en svag, halvmørk lysstråle vibrerer fra venstre siden. Det ligner en baggrund for et Vermeer- maleri.  Danserne dukker langsomt op, deres tøj er lyst op af varmt lys, så deres guld-orange farver skaber kontrast til de dystre omgivelser. Kroppene bliver deformerede på grund af det manglende lys og påpeger dermed vores menneskelige skrøbelighed, vores fejlbarlighed og ufuldkommenhed.

Det kan samtidig drage mindelser om Caravaggios barok drama – med fremhævede draperier og muskler under draperiet – og en futurisk cyperscene: Det bærer en stærk tidløshed i sig. Bevægelserne er afrundede bortset fra knæenes og albuernes skarphed. Formerne kommer fra dansernes egne sanselige impulser, og der skabes en kinæstetisk genklang i os.

II.
De når den anden ende af rummet og står stille, som om de var statuer i en park. Langsomt tager de et skridt frem. Det ligner en elegant renaissancedans i al sin stille enkelthed. Klavermusikken forstærker indtrykket af gamle tider.

Pludselig brydes linjen med rundede bevægelser, og de to mænd (Jens Schyth Brøndum og Frederik Levin Jensen) har en blid duo sammen, hvor de kærtegner hinandens ansigt. Duetten opløses, og tre dansere samles. Frederik danser alene med successiv (bølgeagtig) bevægelser, men skifter til tungere bevægelser, da han lægger mærke til gruppen bag sig. Trioen imiterer hans bevægelser, som om de ventede på en leder til at føre dem.

Er Frederiks skift i bevægelseskvalitet (fra nydende til kæmpende) et udtryk for nødvendigheden af at kunne tage ansvar, når det er nødvendigt? Eller et udtryk for en leder, der prøver at skjule sin følsomhed?

Danserne fortsætter til den anden ende af rummet, og det er som om, de kæmper mod vinden eller andre elementer, som øger parallellen til bibelske ledere som Moses, der førte jøderne igennem ørken. Men skalaen behøver ikke at strække så langt: Den samme kamp kan opleves i hverdagene i en lille bys lukkede univers.

 

IMG 4109 web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Marianne Villadsen

 

III.
De står på højre side af scenen og vender i kanon hovedet mod publikum. Kvinden i gråt (Stina Strange Thue Tobiasen) danser solo, Frederik følger hende med hurtige, store bevægelser, så er Nikoline Due også med. Jens bryder ud lidt senere og danser i en anden retning midt i rummet, men trioen vender tilbage som en sværm og henter Jens ind i bunken. Dansen bliver hurtigere.

Jens og Stina har en solo, hvor Stina dækker hans øjne, og de andre to betragter dem. Så står de bare alle sammen og kigger på hinanden. Langsomheden skaber drama, rytmen gentager sig truende. Der er spænding i luften, deres åndedræt er tungt, af deres blik kan der læses alt fra dyb vrede og skuffelse over foragt og mistanke.

Jens skiller sig ud fra gruppen. Det bliver mørkere, og musikken skifter til glitchy futuristiske toner.

IV.
De andre tre dansere står midt i rummet. Der er mørkt omkring dem, som om de var i et lille rum, en gang mellem to døre.

I deres dans får vi indtrykket af, at de dribler hinanden. Der er en fornemmelse af noget hemmeligt, noget forbudt og skræmmende over det. En tjenestepiges sladder om noget frygteligt. Barndommens angst i forbindelse med det voksende usagte, men alligevel fornemmede informationer.

Frederik og Stina danser en duet med maskin-/dukkeagtig kvalitet. Frederik strømmer væk; nogle gange med dyrisk elegance og cirkulære former. Stinas bevægelser er skarpe og stærke, mens Frederiks er flydende. Nikoline slutter sig til dem i koreografisekvencen, men fortsætter med sine egne bevægelser og ritualistiske fingerpositioner, indtil hun forsvinder. 

V.
Lysene skaber et indtryk af en forladt parkeringsplads eller en lignende scene fra en krimi. Der er et konstant spil med mindre (sammen)fald i duetten, hvor danserne krammer, synker mod hinanden, kravler på gulvet. De er ved at miste deres kræfter, deres kontrol. De kigger spørgende på hinanden for at få en forklaring, eller også er de skræmte, som om de er i gang med at indse, at de har gjort noget forfærdeligt.

Stina prøver at gå væk, men Frederik holder hende tilbage. Musikken bliver hurtigere, lyset mere udbredt, deres dans har en kvalitet af (østeuropæisk) folkedans og stammedans. Selv når de danser væk fra hinanden, er der en slags usynlig magnet eller snor, der holder dem sammen.

IV.
De er på alle fire og kryber langsomt fra højre side af rummet til venstre. Musikken er langsom, vi kan også se Nikoline i baggrunden i mørket. Det vækker billeder af en tunnel, symbolet på en smertefuld transformation, fra kålorm til sommerfugl. Lyset slukkes.

V.
Silhuetten af Jens buer frem i mørket. Så rettes en lyscirkel på ham, og bag ved ham er der en anden lyscirkel, der blinker i rødt og blåt. Musikken har en stærk bas som en liquid drum’n’bass, som svarer til Jens’ hurtige, flydende bevægelser. Han står i bred sumostilling, som tang, hvis rødder er plantet fast i vandbunden, mens toppen bevæger sig frit i vinden, der nogle gange er blid, andre gange blæser virkelig stærkt.

De andre tre dansere begynder at nærme sig ham som en sværm på jorden fra venstre side af scenen. De dækker ham, så han bliver til ét med sværmen, men så maver de sig videre, og Jens bliver alene med sin solo.

Frederik slutter sig til Jens, og de snurrer rundt (runde bevægelser på vertikalt plan). Nikoline er kun med et kort øjeblik, så er hun væk igen. Stina gentager sekvensen. Nikoline kommer ind igen og danser pardans med en usynlig partner.

Alle fire dansere samles kort. Mændene sætter sig sammen. Frederik kærtegner Jens, holder ham blidt nede. Jens slingrer med overkroppen (jordforbundet i underkroppen), alene i lyscirklen, som om han havde et anfald. Lyset forsvinder langsomt.

 

OOOM 6 of 22 web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Simone Ballan

 

VI.
Tunnelbilledet er tilbage: Danserne (Frederik og Stina) er nået længere frem. Frederik presser Stinas arme og ben blidt ned, mens hun kravler, og glider ind under hende. Det fører til en lille kontaktimprovisation, hvor Stina bliver ved med at kravle til den anden ende.  

Frederiks kropslige manipulationer kan fortolkes både som konstruktiv og destruktiv. Det kan være en måde at hjælpe Stinas fremgang på, men kan også være en måde at holde hende tilbage på enten med gode eller onde intentioner. De kan være et udtryk for de subtile misbrug, der knap kan fanges, når det sker mellem to mennesker, men hvis påvirkning over tid er væsentlige. Men når de står op og læner sig mod hinanden, så er deres langsomme pardans fyldt med omsorg. Fra deres dans i hjørnet strækker der sig en lang skygge på gulvet, som om de eksisterede i et tidløst, rumløst sted. Det er deres forbindelse mod resten af verden.  

VII.
 (Lyse)rødt lys på scenen. Musikken er skræmmende, påkalder shamanistiske ritualer. Nikoline danser solo, Jens kobler sig først til Stina, og så til Nikoline.

Den sidste duo bevæger sig elastisk med mere åbne stillinger, hvor den første duo (Stina og Frederik) er karakteriseret af en kraftfuld bevægelseskvalitet. Kvinderne dækker mændenes øjne.

Efter disse formationer danser Nikoline og Frederik sammen. De udfylder de negative rum i hinandens krop, og der spores en vis kampagtighed i deres relation.

Frederik skiftes ud med Stina, og de to kvinder kigger på hinanden; igen med dette foragtelige, mistænkelige blik. Mændene kommer ind, intensiteten øges, også i musikken, hvor der spilles viscerale lyde (som fra de indre organer). De tre dansere manipulerer med Nikolines krop på en voldsom måde. Derefter gentager de én af sekvenserne fra begyndelsen af dansen.

VIII.
Der er mørkt, kun de to røde lamper blinker to gange mod publikum. De går ud, men viser sig igen to gange. Det skaber en uhyggelig følelse, både som association til helvede, men også som maskiner, der opereres af sig selv. Slørende grænse mellem mennesker og maskiner. 

 

OOOM 16 of 22 webOcean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Simone Ballan

 

IX.
Tilbage til tunnelscenen: Stina går langsomt frem mod lyset på den samme lysstreg som før, da de gik med Frederik på alle fire. De andre tre dansere følger hende. Hun træder forsigtigt fremad, som om hun kæmper mod vinden, men der er en målrettethed i hendes skridt. De andre står bagved hende, og én efter én prøver de blidt at trække hendes forskellige kropsdele tilbage, til allersidst hendes hoved. Men intet kan holde hende tilbage fra at fortsætte mod sit mål. De andre tre vender sig om og krabber tilbage, mens Stina fortsat kæmper sig frem mod lyset.

X.
Alle fire danser synkront en lignende sekvens som den, Jens lavede, da han var alene i lyscirklen. For det meste holder de sig i den kraftfulde sumostilling, og denne her powerposition låner dem krigerkvalitet. Den bliver yderligere forstærket af deres bøjning og strækning af biceps mod en usynlig fjende; også når de pumper brysterne og holder albuerne skarpt ud til siderne (diagonalt). De beholder powerpositionen, da de skridter  tilbage.

Nogle gange forlader en danser stammen/hæren for at danse en lille solo. Herefter laver de allesammen en arabesque-inspireret balancering og så tilbage til krigerdansen igen. Stina bryder kort ud til en enkelt, elegant balance.

Musikken bliver hurtigere, de pulserer og skifter mellem gruppedans-sekvensen og soloer (en variation på sekvensen og balanceringen). Når de skridter tilbage i powerpositionen, kigger de alle sammen i retning af den ene ende af rummet (diagonalt), og så til den modsatte.

Præsitionen og klarheden gør dem til en endnu farligere hær. Uder brystpumpningen høres der fuglelyde, som understreger ligheden mellem positionen og kampen mellem fugle i parringssæsonen. Gruppen åbner sig, Frederik starter en solo, men lyset fader hurtigt ud.

XI.
En blå lysstråle løber rundt på scenen for at finde dansere, men der er ingen.

XII.
Danserne er på scenen, hver især under en lyscirkel. De tegner cirkler med deres strakte arme, nogle gange åbner de munden med forvrængede grimasser mod himlen. De gentager sekvensen, men vender sig mod forskellige retninger.

XIII.
To figurer i mørket: Frederik og Nikoline. Der kommer lidt mere belysning på, og Nikoline går langsomt frem mod Frederik, han løber mod hende, og de udfører en lille duet domineret af runde former. De krammer til sidst, men Nikolines kram har en afhængig, skrøbelig kvalitet i sig.

 

OOOM web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Simone Ballan

 

XIV. Meget korte scener

Alle fire danser i cirklen, først væk fra den, og så ind mod den. De flyder ned og er væk.
*
Stina står ved enden af tunnellen mod lyset. Musikken bliver mere intens og industriel.
*
Jens og Nikoline står i lyset i højre hjørne. Musikken forsvinder. Nikoline nærmer sin hånd mod Jens’ ansigt, som et kærtegn, men lyset forsvinder, inden det sker.
*
Jens danser sin kampdans alene.
*
To dansere udfører sekvensen. Nikoline er på jorden. Det er, som om hun prøver at komme op, men hun bliver holdt tilbage af spøgelser. Der er en blødhed i denne her kamp.
*
Frederik er på gulvet, de andre tre står rundt omkring ham med sammensunkne overkroppe. Der må være sket noget virkelig alvorligt, en grufuld forbrydelse mod fællesskabets, stammens, den lille bys normer, og dermed en skam der påvirker hele familien. De er chokerede, de har svært ved at forstå, at det kunne ske. At han gjorde det. De er skuffede og vrede, ikke på en rasende måde, men på en stille, kold, prikkende måde. Sorgen er også tilstede, da de sørger over den person, de troede, at han var. Verden er brudt sammen for dem. Frederik bevæger sig opad og rækker op mod himlen.
*
Alle fire er på scenen med ryggen mod publikum. Belysningen gør, at deres kroppe forbliver i mørke, mens de bevæger sig frem mod tæppet. De kan både være mennesker og rumvæsner eller andre mytiske figurer, da kroppene er deformeret af mørket.

Scenen tager os tilbage til begyndelsen med den barokagtig visualitet. Rummet virker uendeligt og tomt. Det er daggry efter en stor forandring i verden, en krig måske – eller måske sågar selve apokalypsen.

Dansernes gang er også tøvende, de falder hele tiden sammen, som om de er ved at opbruge deres sidste reserver efter en episk kamp om overlevelse. Kan de nå den nye verden?
*
Alt er mørkt. Jens står foran tæppet, åbner det bare en lille smule. Der kommer lys ind. Der er håb. Måske.


De korte scener viser livets efemeriske (forbigående, red.) kvaliteter: De korte indblik, vi får i andres liv på gaden, i bussen, fra vinduet, men uden nogensinde at kende afslutningen.

Alle de livshistorier, der foregår samtidigt, men parallelt med vores egen livshistorie.

Vigtigheden i alle de ugenskabelige øjeblikke, men også evnen til at give slip på dem.

Alle de ting, vi kun gjorde halvvejs, alle de uafsluttede kontakter og projekter. Alle de impulser, vi alligevel ikke reagerede på.

Mennesket, og menneskeligt liv, som er ufuldkomment, sporadiskt, kalejdoskopisk – er vidunderligt netop på grund af denne her skrøbelighed.

 

IMG 4125 web Ocean of Our Motion. DeLeón Company. Foto: Marianne Villadsen

 


FAKTA:


Ocean of Our Motion af DeLeón Company

Spillede på Dansekapellet i januar måned