Koreograf i en campingvogn

De første tre uger af Københavns Musikteaters projekt ”I København har jeg hjemme” indsamlede koreograf Pernille Garde sammen med sin makker musiker Martin Pedersen de lokales historier fra campingvognen på Litauens Plads, og Pernille Garde har de seneste uger skrevet dagbog om sine oplevelser.

 

Den 30. august afrundede de tiden på Vesterbro med en optræden. Frem til den 20. september står campingvognen nu på parkeringspladsen foran Netto på Stærevej 74 i København NV.

De næste tre uger fortæller de to sammen Dans ONlines læsere om processen frem mod endnu en visning i byrummet, der er planlagt til torsdag den 19. september 2013 fra klokken 18-21.

Til forestillingen er der plads til fire publikummer ad gangen. De sidder og står i campingvognen, og der vil være små tableauer med dansere både inde og ude. Lydsporet bliver en blanding af indspillede historiefortællinger og musik komponeret af Martin Pedersen. Der vil være fire medvirkende dansere. Varighed 10-12 minutter.

Dagbog Uge 2 Pernille Marti
Foto: Sven Berggren


Uge 4, fra den 2.-8. september 2013

af Pernille Garde (koreograf og danser)


Pernille: Publikum kommer til at stå og sidde i vognen. Det bliver meget modsat det på Vesterbro, der var udendørs. Det her bliver meget nært og tæt. Vi var allerede lidt inde på det på Vesterbro, hvor vi ville lave noget, der var intimt. Et af rummene i den vandreforestilling, vi i første omgang havde tænkt at lave, skulle have været campingvognen.

Pernille: Jeg har udvalgt fem historier, som vi skal bruge. Jeg har valgt de historier, der rører mig mest, og som har sat flest tanker i gang og sagt os noget om området. De er meget forskellige.
Martin: Det er set igennem vores filter.

Pernille: Der er den samme intimitet i campingvognen, når vi snakker med folk. Det er det samme møde, vi har med folk. Men deres følelse af at høre til, er måske ikke så stærk, som den var på Vesterbro. Det er broget her på en anden måde end Vesterbro.

Pernille: Denne gang kom formen på vores visning relativt hurtigt, for vi tog lidt nogle idéer fra vores oprindelige vandreforestillingsidé fra Vesterbro og kogte det ned til ikke at bruge lokalmiljøet her, fordi det ikke inspirerer til det. Vi har jo campingvognen på en parkeringsplads. Vi talte også om at lave noget fysisk i Netto og lave noget skjult mellem de handlende, men det gik vi også væk fra. Vi kom frem til at åbne campingvognen og lade der ske nogle ting der. Det går lettere nu efter de første tre uger, hvor det meget var noget med at arbejde sig ind på hinandens arbejdsprocesser. Det tog noget mere tid i starten.

Martin: Efterhånden som jeg har arbejdet på film- og tv-projekter, hvor der på forhånd er lavet noget indhold og en historie, jeg skal bakke op musikalsk, så skal jeg også ruskes i, når vi selv skal indsamle materiale. Pernille siger selv, at hun arbejder langsomt i starten, og så tager det fart. Jeg har behov for en ramme hurtigt, så jeg kan begynde at tænke på, hvordan jeg kunne udforske det rum musikalsk. Der er en kæmpe frihed i, at der kommer nogle rammer. Det var nok problemet på Vesterbro. Vi blev ved med at ændre på, hvordan vi skulle gribe det an.

Pernille: På Vesterbro kunne vi have gjort det på så mange måder, fordi området inspirerede til det. Her kiggede vi ned af gaden den ene vej og den anden vej og sagde: Skal vi ikke bare blive i campingvognen? Det er de bedste rammer, hvor vi giver publikum en oplevelse af hjem. Du tænkte da også, da vi først kom, at det var trøstesløst, men folk er jo søde.

Martin: Campingvognen stod parkeret, så døren vendte væk fra indgangen til Netto. Og der holdt en bil parkeret, så man åbnede døren lige ud i den. Jeg havde det sådan: den vogn skal vi have vendt. Vi lavede pile hele vejen fra Netto og hen til os til en måtte, hvor der stod velkommen. Folk syntes, det var sjovt. Vi prøver at lave noget, der larmer lidt eller noget, folk herude ikke er vant til. Der skal ikke ret meget til, så kommer der dialog mellem mennesker. Det er fantastisk.

Pernille: Den første uge har jeg haft travlt med at få historier i kassen, så vi har noget at arbejde med. Jeg har været på fisketur, vil jeg næsten kalde det. Det her kan bruges, og det her kan bruges… Og nu har vi de historier, vi skal bruge.

Martin: Nu har vi også en vis erfaring i forhold til, hvor lang tid vi skal sidde med folk.

Pernille: Jeg tager udgangspunkt i spørgsmålet, ”hvor føler du dig mest hjemme”. Jeg har også spurgt ind til kærlighedshistorier, og de kom lige fra hjertet. Nu fungerer det rigtig godt, at jeg laver en retning på det. Og man finder ud af, hvordan man får folk åbnet op.

Martin: De bliver guidet lidt. Hvis man gerne vil have gang i en historie og siger: Kan du ikke bare fortælle? Så er det for frit og for åbent. Nogle går helt i koma over det, for de er bare på vej hjem fra Netto for at lave krebinetter.

Pernille: Men vi er blevet mere opmærksomme på at gøre det nemmere for os selv i forhold til at lave et kreativt output. Det er blevet vores mål nu. Så vi kan ikke bruge to uger på at få historier ind som på Vesterbro. Nu er historierne her. Dem, der kommer nu, bliver sandsynligvis bare til arkivet. Danserne kommer til at fortolke nogle af historierne denne gang, tror jeg. Og Bo Madvig har sagt ja til at være med. Det bliver noget med små aktioner. Meget enkelt. Vi vil for eksempel bruge afgrænsede lyskegler fra en lommelygte til at skabe et lille kreativt rum.

Martin: Vi har haft mere fokus på, at vi ikke skal stresse over det.

Pernille: Men jeg synes, det er stressende. Jeg sidder i vognen, transkriberer historierne, og har den tankeproces om, hvad det er for scener, jeg skal lave. Så det tager lang tid. Derfor ville det have været fedt, hvis der var længere tid, hvis vi kørte det her projekt i to måneder, så man skulle lave en længere forestilling. Jeg laver dans. Du (Martin; red.) laver musik og lyd. Og i hvilken form kan vores to kunstarter komme bedst til udtryk? Det kan det her i denne form.

Pernille: Vi har faktisk lukket ned for, hvad der skal bruges af materiale. Vi har et overblik, fordi vi har brugt første uge på at finde historier.

Martin: Jeg skal nemlig bruge lang tid på at lave musikken, hvis det skal holde. Så jeg kan sidde og klippe i alt, hvad der hedder lyd og kan komponere ud fra det. Al musik skal ligge færdig tirsdag den 17. september, for danserne kommer dagen efter.

 

FAKTA

LÆS hele dagbogsserien:

Processen op til forestillingen - Dagbog. Uge 6

Musikken bliver til - Dagbog. Uge 5

Koreograf i campingvogn i København NV - Dagbog. Uge 4

2x6 timer til prøver - Dagbog. Uge 3

Vandreforestilling - Dagbog. Uge 2

Fantastiske møder - Dagbog. Uge 1

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top