Koreograf Pernille Garde og musiker Martin Pedersen fortæller om deres arbejde på Københavns Musikteaters projekt ”I København har jeg hjemme”, som de deltager i fra den 12. august til den 21. september 2013. Fra en campingvogn indsamler de historier fra lokale københavnere og bruger fortællingerne som afsæt til at skabe en gratis kulturoplevelse, der kan ses i byrummet. Fra den 1. september står campingvognen i København NV.

 

Dagbog uge 5 inde 

Martin: Denne uge var nærmest bare mig i et studie. Pernille sendte mig materiale, og så sad jeg og arbejdede med musikken. Vi holdt mandag et møde om, hvilke stemninger, der kunne være fede til at understøtte de forskellige historier. Og det arbejdede jeg så videre med i studiet.
Jeg tog ikke udgangspunkt i det møde, jeg havde haft med folk, for det var mere Pernille, der talte med dem. I stedet tog jeg udgangspunkt i, hvordan de fortalte. Grundstemningen i deres stemme og den måde, de fortalte historien på.

Vi havde udvalgt nogle historier, så det gav lidt sig selv, hvor lang musikken skulle være. Noget musik kørte under en dialog, og noget musik var før og efter dialog. Pernille havde været god til at transskribere og sætte tidspunkter på de steder, jeg skulle klippe. Så klippede jeg det ud af den totale sammenhæng.

Jeg kunne mærke, vores samarbejde meget hurtigt blev den klassiske koreograf vs. komponist, hvor jeg understøtter hendes overordnede plan. Det er den klassiske metode, hvor Pernille har skabt et rum, hvor jeg kunne lave noget musik og sende til hende, så hun får nogle billeder i hovedet og kan lave noget koreografi. Det er der, den synergi begynder – med at inspirere hinanden ud fra det, man nu kan.

Jeg kunne have haft mere medindflydelse, end jeg nok har haft. Men det var et bevidst valg, vi tog, fordi vi var relativt enige om, hvad vi gerne ville. For det var vores oprindelige idéer fra Vesterbro, vi egentlig tog videre og realiserede her. Inden vi havde indsamlet materiale, sagde vi: Vi skal lave forestillingen inde i campingvognen for at skabe den intimitet, vi har oplevet i campingvognen.

Tirsdag, onsdag og lidt torsdag og fredag sendte jeg musik til Pernille, og vi mødtes for at snakke om musikken og gennemgå, hvor scenerne skulle foregå. Vi prøvede at visualisere dem for os og finde ud af, hvilke rekvisitter, vi skulle bruge.

Pernille: Processen gik på en måde hurtigere end på Vesterbro, fordi vi hurtigt fandt ud af, hvordan det skulle være. At vi ville videregive den intime, nærværende stemning, som opstod, mens jeg snakkede med folk. Det blev det fokus, vi skulle have i forhold til forestillingen. Vi kom også frem til, at vi ville skabe et hyggeligt socialt rum med kulørte lamper udenfor, hvor folk kunne sætte sig. Så det ikke bare var et kunstnerisk sted, men også blev et socialt sted, for der mangler sådan nogle steder derude, oplevede vi.

Pernille: Det har været en personlig rejse for os begge to. De fordomme, man umiddelbart kan have om andre mennesker, forsvinder, og det er noget andet, der træder i stedet. Det har også været en kunstnerisk udviklingsrejse, for jeg er kommet tættere på noget, som jeg kan arbejde videre med; små intime rum, den helt nære kontakt mellem publikum og spiller, og at man får lov at høre lyden helt tæt på. Og det at prøve at lade idéerne komme undervejs og have tillid til, at det skal nok komme.

 

FAKTA

LÆS hele dagbogsserien:

Processen op til forestillingen - Dagbog. Uge 6

Musikken bliver til - Dagbog. Uge 5

Koreograf i campingvogn i København NV - Dagbog. Uge 4

2x6 timer til prøver - Dagbog. Uge 3

Vandreforestilling - Dagbog. Uge 2

Fantastiske møder - Dagbog. Uge 1

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top