Udskriv

Det Kongelige Teaters balletdamer er trukket i elegante rober og høje hæle og draget på natklub i selskab med Chris Min Dokey med orkester og Sinatras stemme! De er sekunderet af kompagniets herrer, der koger op i østrogensuppen.

af Pia Stilling (cand.mag.)

 

Man er vist ikke helt elitær og smal, hvis man overgiver sig fuldstændigt til Det Kongelige Teaters opførelse af Twyla Tharps Come Fly Away med de sange, Frank Sinatra gjorde til sine egne. Det er der flere ”seriøse” anmeldere, der har mere end antydet, selv om de dog er klar over, at publikum over en kam har taget forestillingen til sig, og man nærmest skal stjæle for at sikre sig en billet. Undertegnede vil dog blæse på eventuelle fine fornemmelser, for det er dog en fart og et humør, som danserne formidler til alle i salen. Chris Min Doky og hans til lejligheden sammensatte big band slår sig løs, og natklubstemningen er skabt mellem musikerne og danserne. Det er til at blive glad i låget af!


Op på de høje hæle
Damerne har vovet sig op på de høje hæle og er trukket i New Yorker outfit designet af Norma Kamali, og de ser ud til at befinde sig godt, men de ser også misundelsesværdigt godt ud.

Fra salen følger vi fire par med genvordigheder, jalousi og genforening. Alt er som det plejer, når hormonerne flyver blandt unge mennesker. De vil så meget, og alt lykkes ikke i første omgang, men det er så også her, historierne opstår.

På førsteholdet er Alban Lendorf og Amy Watson et stærkt og sexet par. Alban Lendorf har i dette parti en udstråling, så ikke mange sæder forbliver tørre. Man kan bare synge med i koret om, at alle elsker Alban. Han er fænomenal, og hans spring er så høje, at det er direkte naturstridigt. Amy Watson er præcis så vampet og bitchet som den Ava Gardner karakter, hun er sat til at portrættere.

Andetholdet har Benjamin Buza og Camilla Ruelykke Holst i de samme roller, og de er mere uskyldige i deres fortolkning.

 

Come Fly Away. Det Kgl. Teater. Foto: Henrik Stenberg
Come Fly Away. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-14. Foto: Costin Radu

 

Charles Andersen er den purunge hovedkulds forelskede tjener Marty helt i hvidt, der konstant kommer galt af sted, når han skal score sin elskede i skikkelse af Benita Bünger. Han er nuttet som få og et af kompagniets helt store kort på herresiden.

Her er én af de store forskelle mellem første og andet holdet af dansere. Ulrik Birkkjær danser partiet på andetholdet, og det er en helt anden type, men også charmerende. Der er mere slapstick og komik over Birkkjærs fortolkning af tjeneren.

Karakteren Slim danses dels af Maria Bernholdt, dels af Alba Nadal. Maria Bernholdt kører en meget konstant sexet stil, hvor Alba Nadal er elegant, sofistikeret, men i den grad også sexet med håret skrabet væk fra ansigtet og klædt i et minimalt sort outfit. Hun har så meget stil!


Én forestilling - to oplevelser
De to hold er vidt forskellige, så det bliver to ret forskellige oplevelser at se forestillingen. Fælles er dog de sange, som Sinatra gjorde til evergreens, og som alle (i hvert fald over en vis alder) kender. Chris Min Dokys kærlighed til musikken og Sinatra er oplagt, og både han og orkestret når i den grad ud over rampen. At Sinatras stemme så kører som bundklang for det hele, fuldender bare oplevelsen.

Det er ikke bare Elvis, der lever. Det er også Sinatra.

 

Come Fly Away. Det Kgl. Teater. Foto: Henrik Stenberg
Come Fly Away. Den Kgl. Ballet, sæson 2013-14. Foto: Costin Radu

 

 

 

FAKTA:

Come Fly Away

Det Kongelige Teater – Gamle Scene

Spiller til 28. november

Spilledatoer:
Okt.: 30.
Nov.: 1., 2., 5., 12., 15., 21., 22., 26., 28.

Idé og koreografi: Twyla Tharp
Iscenesættelse: Stacy Cadell og John Selya
Scenografi: James Youmans
Lysdesign: Donald Holder
Kostumer: Norma Kamali
Musik/sang: Frank Sinatra
Musikalsk arrangør: Dave Pierce
Orkester: Chris Minh Doky med band


Info: Det Kgl. Teater