Først er gulvet sort. Dybt og blankt af mørke. Så begynder små lysende prikker at vise sig. Først én. Så to. Tre, fire, fem! Pludselig er det spejlblanke gulv forvandlet til et nattehav med lysende stjerner. Lyset har fundet vej i mørket. Sådan kunne starten på det hele begynde. Sådan begynder Åben Dans’ nye børneforestilling HANe og HUNd.

af Marie Evald Østerby (stud., uddannelsen for psykomotorik)

 

Åben Dans i Roskilde fortæller om skabelsen i en poetisk forestilling for store og små. De to dansere bevæger sig på det blanke gulv, oplyst af scenelyset. Ellers er rummet mørkt. Lyset er med til at skærpe vores opmærksomhed, og mørket omkring os giver en samlet fornemmelse. Der er en meget intens opmærksomhed, rettet mod de to dansere; både børn og voksne er helt koncentrerede.


Man får lyst til at røre!
Scenografien er enkel, men det er guf for sanserne. På det spejlblanke gulv ligger dyner spredt ud – blødt og luftigt som skum. Man har helt lyst til at røre! Dynerne bliver også brugt til at forvandle scenerummet – en frigivet firkant i midten af de nøjagtigt arrangerede dyner bliver til en sø, en bunke af dyner bliver til en seng, man kan vælte hinanden ned i eller til en platform, som man kan lege tagfat omkring. På et tidspunkt bliver bunken af dyner til en stolt fugls storslåede hale.

 

HANe UNd 2
HANe og HUNd. Åben Dans. Koreografi: Thomas Eisenhardt. Foto: Ditte Valente


Den verden de to dansere skaber
De to dansere, Antoinette Helbing og Ole Birger Hansen, bevæger sig som dyr, der får glimtvis af menneskelig karakter. Relationen mellem dem er venskabelig, omsorgsfuld og undertiden kærligt drillende. Jeg ser både et søskendepar, forælder og barn og et par (dyr eller mennesker?), der gør kur til hinanden.

Børnene blandt publikum ser opmærksomt på den verden, de to dansere skaber sammen og på den transformation, der finder sted både hos den enkelte danser og imellem dem. Forestillingen er abstrakt-poetisk, og fortællingerne folder sig ud i de billeder, som fortælles i lyd, lys, stemme og bevægelser.


Dét de præsenterer – det er nok
Jeg tænker, at den filosofiske og poetiske fortælling om skabelsen må være svær at forstå for en fireårig, der måske lige har opdaget, at der er noget, der hedder døden, og at den er forskellig fra livet. At noget begynder, og noget slutter. Det kan være svære emner at rumme for en voksen. Men det går op for mig, at dét jeg ser – det, de to dansere præsenterer for mig – er nok. For i bevægelserne glimter de små historier.

Egentlig er den store helhed ikke vigtig. Men det er de små historier om at knytte bånd, om at mødes og om at tage afsked. Om forskellige måder at være alene på og være sammen på. Alle de måder mennesker, ja, alt levende, kan være på. Som der står i programmet for forestillingen: Alle sammen forskellige. Sammen og hver for sig.


Klukkende barnelatter og drengenes Adddd!
Og det er netop, når der sker noget mellem de to dansere, at børnene reagerer. Intuitivt og umiddelbart. Klukkende barnelatter på publikumsrækkerne når de to dansere løber efter hinanden omkring bunken af dyner. Snyder hinanden, løber den anden vej, får fat på hinanden og smider sig ned i de bløde dyner. Eller når Antoinette Helbing laver trutmund og kysselyde til Ole Birger Hansen, der skræpper højlydt og vifter voldsomt med armene, som var han en prægtig påfuglehan, der vil imponere sin mage. Dér kan man høre drengenes ”Adddd!!!”.  

 

HANe og HUNd. Åben Dans. Danser: Ole Birger Hansen. Foto: Ditte ValenteHANe og HUNd. Åben Dans. Koreografi: Thomas Eisenhardt. Foto: Ditte Valente



Oplever med kroppen

Jeg ser forestillingen sammen med min niece på næsten fire. Hun følger opmærksomt med i alt på scenen og stiller spørgsmål til det, de gør: ”Hvorfor gør de sådan? Hvorfor rækker han tunge?”.

Hun sidder egentlig ganske stille. Observerende og undrende. Men pludselig laver hun en hurtig bevægelse. Tager hovedet mellem benene og rører ved sine fødder med begge hænder, så hun står som en lille trekant. Jeg opdager, at danser Ole Birger Hansen står på præcis den samme måde.

Mønsteret gentager sig nogle gange gennem forestillingen: min niece kopierer dansernes bevægelser. Og det går op for mig, at hun oplever forestillingen med sin egen krop! Hun imiterer bevægelserne, prøver dem af. Det sker på et splitsekund, på samme måde, som når man (som voksen?) imponeres eller forskrækkes af noget i en forestilling og instinktivt udbryder ”Nøjj!” eller ”uh!”. Forskellen er bare, at min niece på fire reagerer med kroppen. Og det er jo lige præcis dét en danseforestilling handler om – at bruge kroppen til at fortælle historier med, til at vise følelser eller skabe relationer. Så hvorfor ikke lade sig rive med af bevægelserne på scenen og opleve dem med egen krop?


Forestillingen med de mange historier
HANe og HUNd fortalte mange historier. Om skabelsen, livet, dyrene og menneskene. Men mest fascinerende var, hvordan historierne rørte børnene blandt publikum. Det var tydeligt at se og høre, at noget blev skabt hos dem. På den måde kom forestillingen til at fortælle uendeligt mange historier.

 

FAKTA:

HANe og HUNd

med Åben Dans, koreografi af Thomas Eisenhardt

Spillede på Unicoan, Roskilde, i perioden 14.-29. september



Turné:

Frederikssund Børneteater  

2. februar, kl. 14.00 Kunsthøjskolen Thorstedlund


Nørregaards Teater
, Odense

16. februar, kl. 11.00
17. februar, kl. 9.30
18. februar, kl. 9.30


Zebu, København  
 
26. februar, kl. 10.00 + 18.00
27. februar, kl. 10.00 + 14.30
28. februar, kl. 9.30 + 11.30
2. marts, kl. 14.00 + 16.00
3. marts, kl. 9.30 + 11.30
4. marts, kl. 9.30 + 11.30

 

Info: Åben Dans

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top