Skånes Dansteater byder på en overjordisk teaterkoncert med himmelsk sang, mens danserne er reduceret til staffage i en flagrende koreografi.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

 

Gåsehuden prikker frem, når Edda Magnason synger. Med en engels røst fremfører hun Jón Þór Birgissons suggestive sange fra albummet Go (2010). Og hun gør det med en sådan indlevelse, at man ser det barske og betagende islandske landskab for sit indre blik.

Edda Magnason er et svensk-islandsk stjerneskud, der netop har fået sit folkelige gennembrud i Per Flys seneste film Monica Z (2013), hvori hun spiller Sverige store jazzsangerinde, Monica Zetterlund. Og Jón Þór Birgisson er bedre kendt som Jónsi, forsangeren i det islandske artrock-band Sigur Rós. Og er man – som undertegnede – en stor fan af Sigur Rós, så er det en magisk musikalsk oplevelse at overvære forestillingen the feeling of going på Malmö Opera.

Danseforestilling uden dans
Nu er the feeling of going jo lanceret som en danseforestilling med Skånes Dansteater, og så forventer man jo også dans. Men den britiske koreograf Ben Wright har ikke meget at byde på, og hans koreografi matcher slet ikke Jónsis fremragende musik. Ben Wright maler med den store pensel og giver ikke Skånes Dansteaters dygtige dansere meget at arbejde med. Hans koreografi ligner nærmest en parodi på ballet. Slaskede arme kastes op over hovedet i en slags arabesk. Kroppe drejes klodset rundt og rundt. Trinene er store, som om det er den eneste måde, at Operaens store scene kan udfyldes på. Hvis det er meningen, at danserne skal ligne flagrende og småhoppende fugle, så er det lykkedes perfekt for Ben Wright, men hvor er det uinteressant og enerverende at se på.

 

the feeling of going 3the feeling of going. Skånes Dansteater. Koreografi: Ben Wright. Foto: Malin Arnesson


Naturen kalder
Okay, det er en teaterkoncert med lidt dansestaffage, tænker man og overgiver sig til den musikalske skønhed og den effektive scenografi, der viser et skandinavisk landskab med hvide birkestammer, gyldent løvfald og mystisk mosekonebryg. Et sagnlandskab som hovedpersonen, en moderne mand, bevæger sig ind i, efter at han er kørt godt sur i sit liv. Han følger tidens stenalder-trend og drager ud i naturen. Video-projektionens uendelige rækker af bilkøer udskifter han med en skov befolket med mærkelige eventyrvæsner. Hvad mon der sker inde i den hemmelighedfulde skov med alle dens fabelfigurer, spørger man sig selv, inden man går til pause efter første akt.

Civilisationskritik og effektjageri
Der sker desværre ikke så meget inde i den tætte skov, erfarer man snart i anden akt af the feeling of going. Dansen fortsætter med de samme benspjæt og store armbevægelser – om og om igen. I skovens dyb vrimler det frem med den ene mærkværdige gestalt efter den anden. Mænd med horn og bepelset krop, kvinder med flammende hår og bjælder på skuldrene. En blindfoldet dame skrider over scenen i en stor lysende kjole formet som en halvkugle. Efter sig trækker hun en række mindre halvkugler – som en andemor med ællinger. Pænt at se på, men aldeles ligegyldigt.

Til sidst står hovedpersonen i en brændende skov med en krone af kviste på hovedet. Skovens konge i et flammende orange skær, der måske stammer fra flammerne, måske fra en solnedgang. Eller, hvis man er optimist, en solopgang og dermed en ny begyndelse.

En ”feeling of going” er ikke lige dét, man sidder tilbage med efter at have set Ben Wright civilisationskritik. Nej, det er snarere en fornemmelse af koreografisk stilstand og tomt effektjageri. Form uden indhold. Så opfordringen herfra lyder: Luk øjnene og lyt i stedet til Edda Magnasons skønne fortolkninger af Jónsis storladne kompositioner. Dét er der gang i.


FAKTA

the feeling of going
med Skånes Dansteater

Spiller på Malmö Opera
Premiere den 26. okt. Spilledage: 13., 15., 17., 21., 23., 24. nov.

Koreografi og instruktion: Ben Wright
Musik og tekst: Jónsi
Scenografi: Will Holt
Kostumer og masker: Theo Clinkard
Lysdesign: Zerlina Hughes
Videoprojektioner: Alan Stones
Sangsolister: Edda Magnason, Naja Monrad Hansen/Elisabeth Freiding, Phil Gerrard/Eric Roos

Info: Skånes Dansteater  

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top