Det uhyggelige eventyr om den grusomme Hertug Blåskæg, der myrder sine koner, bliver i Stephan Thoss’ danseforestilling Blaubarts Geheimnis til en historie om nutidens parforhold. Gennem Ausdruckstanz formidler Wiener Staatsballett den moderne, men blodfattige og voldsløse fortolkning af det gamle eventyr.

af Torben Kastrup (cand.mag.; journalist)

 

Ausdruckstanz er ikke det, vi ser mest af på de danske scener. Og historien om Blåskæg hører heller ikke de mest kendte eventyr her til lands. Men på Volksoper i Wien kan man opleve Wiener Staatsballett formidle eventyret om Hertug Blåskæg, ikke som ballet, men som Ausdruckstanz. Denne genre behersker det formidable kompagni nemlig også.

Blaubart2


Blaubarts Geheimnis. Wiener Staatsballett. Foto: Michael Pöhn

 

 

 


Modermonster og moderne parfold

Koreograf Stephan Thoss fra Tyskland – Ausdruckstanz’ens hjemland – har skabt en danseforestilling ud fra Charles Perraults eventyr om den charmerende, men grusomme hertug, der dræber sine hustruer. Den tyske koreograf laver en del om på eventyret. Han moderniserer det, så det kommer til at handle om parforholdet generelt, hvormed et nutidigt publikum måske nemmere kan relatere sig til historien.

Stephan Thoss’ forestilling Blaubarts Geheimnis (2011) handler således ikke om en psykopatisk adelsmand, der myrder sine koner, men om en almindelig mand, som er søn af en dominerende og ikke-elskende mor. Hos Stephan Thoss er Blåskæg blevet til et offer, og grundet sin kærlighedsløse opvækst kan han som voksen ikke vise sine følelser over for de kvinder, han møder. Værket handler også om parforholdets subtile kampe. Hvem dominerer? Hvem fører, hvem følger? Hvem er den stærke, og hvem gør sig frivilligt svagere for derved at skabe balance i forholdet? Og det handler om den skrøbelige tillid parterne imellem samt den urokkelige tro på, at kærlighed kan overvinde og hele alt – selv de sværeste konflikter.

Det skæve rum
Der er altså vendt op og ned på historien, det er der også i scenografien, hvor rummet er roteret en omgang til højre, så loft og gulv er blevet til vægge, mens væggene er blevet til loft og gulv. Altså et rum som så at sige ligger ned. Det syrede rum er et billede på den tumultariske virkelighed, som hersker i Stephan Thoss’ historie, hvor Blåskæg skal finde hoved og hale i sit forhold til sin iskolde mor, før han fuldt ud kan elske og hengive sig til sin unge udkårne, Judith, og leve sammen med hende.

Blaubart3


Blaubarts Geheimnis. Wiener Staatsballett. Foto: Michael Pöhn

 

 

Blodtørstig tilskuer
Ausdruckstanz er ekspressiv dans med store bevægelser. I sin koreografi tilføjer Stephan Thoss også en god portion temperament. Voldsomme udbrud og overtydelig gestik à la Pedro Almodóvar driver historien frem, men man savner lidt variation i udtrykket. Efterhånden bliver det lidt ensformigt med al den ekspressionisme. Det begynder at virke lidt overdrevent med de overdimensionerede udtryk. Lidt for meget tegnserie.

Undertegnede bliver aldrig grebet af historien, men tager derimod sig selv i at savne det originale eventyrs blod og afstumpede vold. Men man bliver imponeret over de dygtige dansere, som den ene aften danser klassisk ballet og aftenen efter kaster sig ud i vild Ausdruckstanz.

 

 

FAKTA

Blaubarts Geheimnis
med Wiener Staatsballett på Volksoper, Wien

Koreografi: Stephan Thoss
Musik: Henryk Górecki og Phillip Glass
Scenografi: Gerhard Lorenz-Häusling

Info: Wiener Staatsoper   

 

FAKTA

Ausdruckstanz er ekspressiv dans og en del af den tyske ekspressionisme. Ausdruckstanz kan føres tilbage til den ungarske danseteoretiker og koreograf Rudolf von Laban og hans student Mary Wigman.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top