En klog mand skrev engang om at leve i nuet: At leve i nuet er livets teknik – og alle folk gør deres bedste, men halvdelen vælger det nu, som gik, og halvdelen vælger det næste (Piet Hein). Nuet var netop kernen i den interaktive og intime performance POP UP med balletdanser Emma Håkansson og den elektroniske musiker Mike Sheridan. Denne lille forestilling var en del af balletdansernes eget kompagni Corpus’ sæsonprogram og spillede kun en enkelt aften.

af Julie Eleanor Andersen (stud.comm. i journalistik)


Netop denne svære livets teknik om at leve i nuet formåede yndefulde ballerina Emma Håkansson at videregive til publikum i sit intime møde med Mike Sheridans elektroniske, moderne musik. Hun fortalte en historie gennem en række fraser, der blev adskilt ved meget forskellige kostumer. Kostumerne spændte lige fra en lillepigebuksedragt og hestehale til sexet nøgenhed, kun iført små shorts og mavebluse, for til sidst at ende ud som en smuk ballerina i klassisk tutu og tåspidssko.

Det var som om, hun ville gengive forskellige faser af sit liv, som de fleste kan identificere sig med. En udvikling fra uvidenhed og uskylden selv, gennem ungdommens vildskab og seksualitet for til sidst at finde sig til rette i en voksen krop – i hendes tilfælde som en vis ballerina, der kan sine yndefulde trin selv i søvne. Fortællingen blev fortalt næsten helt uden rekvisitter, hvilket efterlod hende alene i lysets omfavnelse til Sheridans musik. Kun i en af fraserne blev en stol taget i brug, men kun som et redskab til at udvide den klassiske dans med mere organiske bevægelser nærmest hængende over stolens sæde.

 

Sheridan
Mike Sheridan med sin sjældne Cristal Baschet. Foto: Kaspar Nissen


Følelsen af intimitet
Håkanssons elegante, spinkle krop, hendes lange flagrende hår og bare maveskind i kombination med yndefulde trin fra den klassiske ballet i en solodans frembragte en uundgåelig kuldeskærende intimitet, som fik hårene til at rejse sig på publikum. Følelsen af intimitet blev ikke mindre af scenografien, som placerede publikum i en halvcirkel rundt om scenen, omsluttet af en dunkel, tåget belysning i grønne og røde nuancer. Håkansson sagde da også efter forestillingen, at det var hendes version af den erotiske bog Fifty Shades of Grey.

Sheridans toner fra alskens instrumenter og programmer fremtryllede et forunderligt, eventyrligt univers, som ellers kun opleves i drømme. Især ét sjældent instrument, kaldet en Cristal Baschet, vakte stor forundring blandt publikum, der efter forestillingen fik lov at komme helt tæt på dette særlige instrument for at nærstudere det. Instrumentet består af en metalplade og en række glascylindere, der skaber melankolske, enestående toner, når man rører ved dem med en fugtig finger.


Holdt publikum fast i dette nu
I alt sin eventyrlighed svingede musikken som helhed i tempo og genre, fra stille klavermusik, grænsende til det helt klassiske, til hurtige elektroniske beats, grænsende til den musik man kan finde på diverse glamourøse, københavnske natklubber. Og det var måske netop det kontrastfyldte, både i musikken og Håkanssons flagrende hår i kombination med de klassiske ballettrin, der gjorde forestillingen så bemærkelsesværdig og fængende, at publikum blev holdt fast i nuet i den halve time, forestillingen varede.


 


FAKTA:

Corpus / POP UP

Den Kongelige Ballets Corpus’ POP UP af kæresteparret ballerina Emma Håkansson og musiker Mike Sheridan, som var en engangsforestilling den 20. november 2013.

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top