Til julefest hos familien Stahlbaum med Drosselmeier, sukkerfe og polkastænger, engle, mus og soldater. Den Kgl. Ballet spiller Nøddeknækkeren i Balanchines familievenlige juleunivers til Tjajkovskijs elskede musik.

af Pia Stilling (cand.mag.)

Torsdag den 5. december 2013 var en mørk og stormfuld nat, hvor stormen Bodil rasede over det ganske land på dagen for repremieren på en af de mest elskede juleballetter med måske endog højere elsket musik, Nøddeknækkeren i George Balanchines udgave og Tjajkovskijs unikke musik. Det har ikke været sjovt for ballettens ledelse at konstatere, at med blæst af orkanstyrke, men ingen S-tog, var der ingen vej uden om en aflysning. Alt andet ville have været uansvarligt. Pokkers har det dog været at skulle vinke farvel til billetindtægter fra en fuld sal.

 

noddeknakkeren 11
Nøddeknækkeren. Den Kgl. Ballet (2011-2012). Foto: Henrik Stenberg

 

Julefest
Der var intet stormvejr på scenen, men derimod et genkendeligt juleunivers, vi blev inviteret ind i som publikum, da tæppet gik for familien Stahlbaums julefest. Alle er med som gæster, og det smukkeste juletræ åbenbarede sig. Som i alle familier er der de uartige børn, de gamle og endelig den lidt underlige onkel. Hos familien Stahlbaum er det hr. Drosselmeier, som i Balanchines børnevenlige version er højt elsket af husets børn Marie og Fritz.

Morten Eggert var Drosselmeier, og han tryller og charmerer de søde små alt, hvad han har lært. Eggert er sjov, men under overfladen lurer kræfter, som Marie på kanten af teenagealderen lader sig forføre af. Med sig har Drosselmeier sin nevø, og ikke overraskende optræder den kønne dreng i Maries drøm til Slaraffenland, som de kommer til, efter at både mus og soldater har været i et gevaldigt slag.

 

noddeknakkeren 3 hNøddeknækkeren. Den Kgl. Ballet (2011-2012). Foto: Henrik Stenberg

 


Sukkerfeen med kavaler
Gudrun Bojesen og Ulrik Birkkjær dansede søndag eftermiddag hovedparret som Sukkerfeen og Sukkerfeens Kavaler. Gudrun Bojesen var et eventyrsyn i sin skinnende candyflosslyserøde stenbesatte tutu. Hun har på en gang ungdommens sødme og erfaring fra en lang karriere at byde på i ballettens klassiske grand pas de deux. Den leveres med virtuositet og et glimt i øjet. Det er trods alt jul, og med en danserinde med så stort et overskud er der plads til at se tingene lidt fra oven.

 

noddeknakkeren 1Nøddeknækkeren. Den Kgl. Ballet (2011-2012). Foto: Henrik Stenberg


Det Kgl. Teaters Balletskolebørn
Mange af eleverne fra Det Kongelige Teaters Balletskole er med i forestillingen som børn til juleballet, engle, polkastænger og Mor Mangebørns små polichineller. Det giver liv i kludene, og de voksne dansere spreder en stemning af hygge og inddragelse af de søde små, der forplanter sig i salen, og det er en styrke. Der er mange pudsige øjeblikke og små finurligheder, som når den gigtplagede og stivbenede bedstefar Mogens Boesen kommer op og toppes med Bedstemor under menuetten. Han har en egen underspillet charme.

 

noddeknakkeren 2
Nøddeknækkeren. Den Kgl. Ballet (2011-2012). Foto: Henrik Stenberg

 


Sukkerfeens rige
Der er dejlig meget dans for mange i forestillingen. Anden akten, som foregår i Sukkerfeens rige med gigantbolsjer og slikdåser som baggrundsscenografi under en bolsjestribet cirkusbaldakin af Anthony Ward byder på hele otte divertissementer fra varm chokolade til blomstervals.

Dansen er klassisk i Balanchines stramme, musikalske og rene stil!

 

 

 

FAKTA

Nøddeknækkeren
med Den Kgl. Ballet

Forestillingen spilles på Det Kongelige Teaters Gamle Scene til den 22. december og kommer til Århus på turné den 29. og 30. december.

Koreografi: George Balanchine
Musik: Peter Tjajkovskij  
Scenografi og kostumer: Anthony Ward  
Lysdesign: Anders Poll
Dirigent: Andrea Quinn  
Orkester: Det Kongelige Kapel

Info: Det Kgl. Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top