Tre små eventyr med kulisser og kostumer af Alaya Riefensthal, musik af Jullie Kirstine Hjetland, eventyr fortalt af Anneline Köhler Juul og koreografi af Sofie Christiansen, Dét er forestillingen Bagerst i Skuffen, der spillede på Baggårdteatret i Svendborg i november måned. Forestillingen kommer på turné næste sæson. De tre små fortællinger – Springe i skov, Skuffedullen og Skiftingen – har inspireret Vagn Remme til følgende fortælling.


af Vagn Remme (forfatter; kulturskribent)


bagerst i skuffen
Min dreng kommer hen til mig og siger, jeg har ondt i maven, jaja, søn, får jeg sikkert mumlet, spis nu noget morgenmad, ikke, og han sætter sig ned, synker sammen i brystkassen, der er ikke tid til det her, det er mandag, der skal smøres madpakker, der skal skibes et hav af unger ud af døren, og også ham, han skal nå bussen, der skal spises, det er vigtigt … jeg gider kraftædme ikke cykle … det har jeg lært hjemmefra, sådan som mine forældre sikkert lærte det samme, spis havregryn, det er sundt, og drengen sætter sig til at spise, og jeg tænker på, hvad jeg skal nå i løbet af ugen, jeg tager én dag ad gangen, ellers bliver … fucking skoletaske … det for meget for min hjerne, især fordi den lille vræler, for fanden, du er fire og et halvt, tag dog selv dine sko på, men de vil ikke, skriger hun og kyler dem hen ad gulvet, nej, det er klart, de ikke vil, det er dig, der skal tage dem på, og jeg fejer hende hen ad gulvet med benet, og du giver dig til at spise, nu, og drengen synker mere sammen, og så finder den lille alligevel ud af at få sine sko på … jeg cykler ikke, siger en dreng, jeg peger på ham og kigger ham i øjnene, du cykler, og det er nu, okay så, siger han og trasker af sted, udenfor står hans halvsøster og venter på ham, lidt efter griner de af et eller andet … den lille står med tårer i øjnene og madpakken i hånden, og jeg kører hende i børnehaven, det er ok, de andre kan godt være alene hjemme de ti minutter, det skal de, ikke noget snak, og så af sted på ladcyklen eller hvad fanden den nu kaldes og så derudad, trampe, dreje, gitterlåge op, smækker sig selv, gennem åben dør, af med sko, jakke, hænge op, ikke redt hår på hende, huske i morgen, ikke spist morgenmad, vi finder ud af det, siger en pædagog, og så det hele i omvendt rækkefølge uden barn, og hjemme sidder han sammensunken over sine havregryn, græder han, han rækker hænder frem, lave et kantslag ud i luften, jeg er træt af, at vi skal skifte hele tiden, hos mor og så hos dig, hele tiden frem og tilbage, og så sætter jeg mig ved ham, nu kan far lytte, tænker jeg, og prøver, men så vil de store have nogle koder til nettet, så de kan se lidt Netflix, inden de skal på cyklen, det er fordi, far, at jeg henne i skolen…

Jeg rejser mig op, I to skal gøre jer klar, har I pakket madpakker, har I penalhuset med, har I gymnastiktøj, vi skal ikke have gymnastik i dag, og jeg kigger på klokken, det er nu, siger jeg, kom så af sted og de halvt løber, halvt falder over hinanden og rodet i bryggerset, jeg må også se at få ordnet det, det ligner jo… gamle madpakker mudret tøj, og så den stank af jord som jeg ikke kan komme til livs, og så begynder min dreng at græde, han græder indestængt, skjult, med hånden for munden, lydløst, en langsom knugen, for fanden, får han ikke opmærksomhed nok, han var med i teatret i lørdags, og hvad så, alt det arbejde med at få passet de andre, for hans skyld, men du snakkede jo bare med alle de mennesker der, far, du skulle hele tiden stå og drikke noget af det der vin, og jeg kan ikke huske det, jeg kan ikke huske, hvad jeg skulle med alle de mennesker, det var vel en premiere, for hele familien, men det her er jo ikke en familie, eller det er det, men der er jo ikke nogen andre end mig til at holde sammen på det her lort, og jeg kan ikke være alle steder, jeg har lyst til at være sådan en skiftning, siger han, og så styrter det sammen i mig, det går ikke, ikke styrke ned, ikke falde om, ikke besvime som du plejer, det går ikke, og jeg tager ham om op og giver ham tilsyneladende et kram, jeg holder ham fast, fastere, indtil han siger nej, så jeg kan høre det, og jeg sætter ham fra mig, det er ok, far, det gør ikke noget, han spiser sin havregryn i store effektive mundfulde, pakker sin taske, jeg skal ikke have gymnastik i dag, okay, siger jeg, hvad skal I lave i skolen, jeg skal lære at danse, okay, det lyder spændende, nej, siger de to store, som skubber til mig og går forbi, hvad er der med jer, vi skal i skole, og så er de ude af døren, jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde vej igennem det her, nok mest fordi der ikke er nogen anden vej end tiden, at den skal gå og gøre sit arbejde for mig, ungerne, at en dag kan de se, hvordan jeg har styrtet rundt, for deres skyld, ikke for andre, ikke for deres forpulede mor, der gerne må rådne noget mere op derinde, og hvad så, de forguder hende, klart nok, hvem vil ikke gerne have det, man ikke kan få, hvem vil ikke gerne have sin barndom tilbage, hvem vil ikke gerne have sin fars og mors lykke fortsætter i det uendelige, hvem vil ikke gerne have sin legende seksualitet tilbage, men nu er den kølig beregnende, det er mandag morgen, der blæser en kold konstant vind fra øst...

Jeg lukker øjnene og hører min dreng sige farvel eller sådan noget og må være faldet om igen, jeg ligger på gulvet i en pøl af mælk og havregryn, og blod fra et eller andet sted i min krop, jeg forsøger at åbne øjnene, men kan ikke, eller jeg kan mærke at de er åbne, men jeg kan ikke se noget, synet kommer tilbage, efter en times tid, jeg famler rundt har lyst til at brække mig, men jeg orker det ikke engang, og hvis det skal ske, så sker det nok, med tiden i hånden, hvad fanden skete der med os, vi stod på bakkekammen og lagde landet for vores fødder, hvad skete der så, maskinerne kom væltende med deres krav om ja, her har vi en ja-kultur, og ja, og vi trimlede som vores forældre ned i gæld og økonomisk krise, overbelånt, jo, selvfølgelig kan vi vækste os ud af alting, så længe det hele er nogen andre, som mister det, de har, så længe nogen taber, drømmen om evig vækst er at holde hænderne for øjnene… og så kommer min dreng hjem igen, grædende, råbende, at bussen kørte uden ham, jeg tvinger mig selv til at se, men der er ikke en skid at se, er du der, råber jeg, han bliver stille, og så lyder det, som om han går, jeg kalder på ham, råber, men der sker ikke mere, han er væk, og så er det tid til at skide i bukserne, hvad fanden er det, jeg har gang i, blind, døv og ude af stand til danne mig et rimeligt indtryk af virkeligheden, jeg lægger mig på ryggen, jeg kan fornemme lys, jeg skal vente, tage det roligt, trække vejret, lave en liste eller noget, få styr på det, og så kommer synet, og så kommer hovedpinen, der trækker krogen i skuldrene og trække alt sammen til grus, der knuses i grusgraven, og der bliver ikke tørret op på gulvet, der bliver ikke tænkt en klar tanke, feber og kvalme, og synet der sætter ud, jeg pisser i bukserne bare for at mærke noget, for at give mig ti minutter til at tænke på noget andet, så er der dét at forholde sig til, at jeg er en baby, at jeg trænger til en mor, eller noget i den stil, men at der ikke er nogen, ikke engang min dreng, eller nogen af de andre, som enten græder eller hader mig, og jeg prøver at komme op, han er ikke taget af sted, hvad er der sket, er jeg bare faldet om, hvornår, så han det, hvor er han, hvor lang tid er der gået, mælken er klistret, stinker, solen er kommet frem, gulvet er møgbeskidt, cornflakes, rester af grønsager, et æbleskrog, en halv bolle, popcorn under kommoden, jeg kravler hen til trappen, kan høre noget pusle, men jeg opgiver, kalder på drengen igen, ovenpå, jeg ligger mig på gulvet dér, den store garderobe, med glughuller og sådan noget, det var hendes, det var her, hun gemte sine ting, det var her, jeg ikke kendte hende...


Er du der, siger jeg, det er som om, nogen holder vejret, jeg åbner skabet, men der sidder ikke nogen derinde, jeg kigger rundt, og lukker igen og ligger mig ned, far, ja, jeg er herinde, inde i skabet, nej, ikke i skabet, jeg er bagerst i skuffen, bagerst i skuffen, jeg åbner den, og helt inde ligger han, han har taget sin dyne og bamse med, han ser forsovet ud, han kravler ud, og vi lægger os på gulvet, siger ikke så meget, hvad lavede du derinde, det ved jeg ikke, der kommer ikke så mange, jeg smiler, nej det har du ret i, det gør der ikke, du lugter af tis, far… Og så ringer de fra skolen, det havde virkelig været nemmere, hvis hun havde været død, ikke, så var der ingen tvivl, nu bliver jeg på en eller anden måde sat i samme bås som hende, og klart nok, jeg var jo en del af hendes liv, tankerækken er klar nok, men hvad fanden har mit liv med hendes at gøre, ikke meget længere, ja, vi lagde jo mærke til at din dreng ikke kom skole i dag … og jeg tænker, jeg har syv børn, ingen af dem er rigtig mine, de er her bare, ligesom kommet dumpende ind i mit liv, selvfølgelig tænkte jeg med pikken først, men det er jo min natur, det er mit lod, min blinde vinkel, jeg kender konsekvenserne af mine handlinger, men ser dem på ingen måde, jeg bare stikker pikken ind, hvor min krop nu og en gang befaler den at gøre det, og det var jo ikke fordi… det er også lige meget, ja, vi vil jo helst, at han kommer hver dag, og hvis du vil være sød at hjælpe ham med gymnastiktøjet, det betyder meget for ham, at han føler, at han kan være med, på lige fod med de andre … på lige fod, der findes ikke nogen lige fod i det her hjem, den mindste sover med et skateboard, eller skinne, hver nat skal det på, og han skriger, selvfølgelig gør han det, hvem fanden ville ikke græde, hvis de skulle spændes fast til et surfbræt hver nat, helt ærlig, jeg orker ikke den her samtale, måske siger jeg det, det kan sagtens være, ungerne fortæller mig nogle gange, at jeg siger de underligste ting, det er som om, du ikke rigtig er hjemme far, siger en stemme, mens en anden smadrer en tallerken, og jeg helt sikkert, råber et eller andet, og jeg lægger telefonen på, eller lægger den fra mig, den lille som har lagt sig op i skuffen igen, og jeg kravler efter ham, skal du ikke snakke mere med telefonen, nej, ikke mere den, hvad så med vasketøjet, hold kæft unge, tænker jeg måske, den slags ting skal du ikke tænke på, du skal bare lege, hoppe ud i verden, lade lyset… hvornår har det sidst været lyst, jeg kigger op fra skuffen, men der er ikke rigtig noget at se, kom far, skal vi ikke gå over på vaskeriet, nej, lad os blive her min dreng, lad os ligge lidt i skuffen.

 

FAKTA

Bagerst i skuffen
af sART Danseteater/Sofie Christiansen

En co-produktion mellem BaggårdTeatret og sART DanseTeater

Se trailer: http://vimeo.com/81580529

LÆS de tre små historier

Bagom forestillingen:
Koreografi: Sofie Christiansen
Dansere: Susanne Judson, Troels Graakjær, Søren Raun Thøgersen, Christina Due (11 år) og Sofie Christiansen / Musiker: Jullie Kirstine Hjetland
Scenografi og Kostumer: Alaya Riefensthal
Make-up: Ulla Asbjørn-Damsted
Eventyr: Anneline Köhler Juul
Tekniker: Jesper Pedersen, David Enghuus, Peter Nielsen og Palle Berg
Producent: sART Danseteater/ Anneline Köhler Juul
Co-producent: BaggårdTeatret
Foto: Marie Brandt
Grafik: GrafLAB
Billeder: Els Cools

Info: sART Danseteater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top