Lys + krop = Grind. Jeg befinder mig midt i et tecnobeat. Mørket har opslugt mig. Og rytmen dunker tungt og højt i mine ører og forplanter sig fra gulvet op igennem min krop. Det føles som et stort kropsligt pulsslag. I mørket er jeg alene; sådan føles det. Og mine øjne føles blinde.


af Anneli Olesen (RUM designer; kulturskribent)


Synet skærpes gradvist. Med et blindt øje der pludseligt ser, opstår der et svagt lys. Så svagt, gradvist rytmisk. Det er lidt diffust og gråt. Næsten blødt og tåget. Billedet bliver gradvist mere tydeligt i en pulserende rytme, som følger musikkens beat. Med et anes en mørk silhuet. En plasma form, noget udefinerbart. En amøbe der vokser og med et bliver mindre. Fra lille til stor. En form som bevæger sig i samme rytme som den tunge teknomusik. Det er som om, lyset danser og skaber bevægelsen i formen. Man har en fornemmelse af, at rummet er blevet opløst – og at rummet er blevet uendeligt.

Med et bliver scenen oplyst, og det føles mærkværdigt: at scenerummet pludselig er så tæt på. Et menneske i kamp med en bylt. Der kæmpes indædt. Og teknorytmen bliver ved, højt og enerverende. Nærmest irriterende. Og kroppen kæmper.

 

grind 1

 

 

 

 

 

 

 

 

  Grind. Foto: Viktor Gårdsäter
grind 2

 

 

 

 

 

 

 

 

Grind. Foto:Viktor Gårdsäter  

 

 

Mørke. Sceneskift. En hvid mur. En mand.
Han læner sig op af muren. I hænderne har han en sammenrullet ledning. Han begynder en rytmisk bevægelse mod muren. Skubber og læner sig. Skubber, læner, skubber, læner. Rytmen forplanter sig i hele hans krop.

Lyset blinker og skifter retning, og i det opstår der et dobbelt menneske på væggen, med en ny og overraskende skyggedannelse. En spejling eller et skyggebillede, som skaber en dobbeltfigur og giver mennesket en ekstra krop. Bevægelserne er uens, da lyset skifter retning hele tiden i blink og får kroppen til at springe og skabe en modbevægelse. Scenebilledet er meget grafisk. Og selvom bevægelsen er meget monoton med kun lidt variation, så skaber skyggebilledet, som jeg er meget betaget af, en interessant koreografisk virkning mod den hvide mur. Og en interessant grafisk skygge. Næsten som var det to mennesker, der dansede sammen.


Det omsluttende mørke
Rummet fortoner sig, mørkes. Som nattens komme. Scenegulvet oplyses svagt på hele fladen. Og så opdager man, at der spotvist – som skygger fra sejlende skyer – dannes mørke flader på gulvet, for derefter at forsvinde og flytte sig et nyt sted hen. Om midt i denne lysende diffushed aner man en krybende, humpende krop, der kæmper sig vej over gulvet.

Man aner en krop i mørket og kun ryggen og overkroppen. Lyset er blidt, meget dunkelt. Han holder en lang stang i hænderne som han bevæger op og ned og skaber på den måde en vibrerende bevægelse i stangen og i hans krop. Stangen anes kun, er ikke meget synlig. Stangen bevæges i takt til musikken. I stroboskoplysets flashende skær bliver hans krop og den hvide stang, frosset i smukke grafiske billeder.

Hele tiden svæver den tunge rytmiske teknomusik over rummet. I høje skift mellem elektronisk lyd og lydkunstnerens leg med andre lyde. Lyde, som kunne defineres som en pose, man slår luften ud af med en sprød lyd, og en elpisker som støder mod kanten af en skål i varieret tempo. En lyd der til sidst får én til at stikke fingrene i ørene – og man ville ønske, at man havde husket ørepropper.

Stående midt på scenen, med ryggen mod publikum, svinger han ledningen rundt over hovedet i en tung bevægelse. Der bliver gradvist mere dunkelt, og pludseligt blinker der et lys for enden af ledningen, for til sidst at lyse helt. Lyset virker som en ildflod, der med en summende lyd flyver rundt og rundt, i en endeløs wuschhhhhh lyd. Teknolyden forstummer, og lyden forplanter sig inde i selve lyset. Lyset og bevægelsen skaber på ny en ny bevægelse og et nyt lydbillede. For til sidst at forstumme i en arrig brumbasse summen...

 

grind 3Grind. Foto: Ivo Hofste

 

Bagom Grind
Grind er et samarbejde mellem tre kunstnere. Koreograf og danser Jefta van Dinther, lyskunstner Minna Tiikkainen og lydkunstner David Kiers.

En grafisk og visuel s/h-forestilling, hvor lyset fik en koreografisk stemme, og kroppen blev et arbejdende objekt, som lyset spejlede sin bevægelse i.

Jefta van Dinther bruger som performer/danser på scenen objekter til at skabe bevægelsen i sin krop med. Bylten han kæmper med, muren og ledningsbundtet og til slut en lang stang, han bevæger i takt til musikken.

Kunstnerisk er han fascineret af selve bevægelsen, og hvordan arbejdsmetoder skaber specielle kroppe med specielle tilrettelæggelser.

Minna Tiikainen arbejder indenfor det eksperimenterende danseteater og har en ofte konceptuel og minimalistisk tilgang til lys. Forestillingen bar præg af, at det var en lyskunstner, som var vant til at arbejde med rummet som lys, og at det er via lyset alene, at man kan skabe rum. Men i et smukt samspil med Jefta van Dinthers performance. Han blev på en måde et objekt i forestillingen. En bevægelse i lyset ellers lysets skulpturelle dansepartner.

Alt dette krydret med David Kiers tunge teknorytmer i høj frekvens, som var vi til en undergrundskoncert. Facetterne i lyden var de lydbilleder, som dannede pendant til objekterne på scenen. Her blev man i tvivl om, hvorvidt det blev skabt på stedet eller var komponeret.

Grind er eksperimenterende dans, lyd og lys i et fandenivoldsk sansebombardement.

 

 

FAKTA

GRIND
af Jefta van Dinther

Spillede i Dansehallerne den 27.-28. november

Bagom Grind
Skabt af danser og koreograf Jefta van Dinther, lyskunstner Minna tilkkainen og lydkunstner David Kier.


Info: Dansehallerne

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top