Hele dette efterår har det været muligt at danse sig væk til fjernere himmelstrøg på Det Kongelige Teater på udvalgte søndage. Nærmere bestemt at danse sig til Buenos Aires. Det var også lige, hvad jeg havde lyst til at gøre den søndag, hvor jeg tog til dansesalon i tangoens tegn.


af Nanna Vinter (cand.mag. i dansevidenskab)


Fra balkonfoyeren strømmede tangotonerne én i møde allerede på vej op ad trapperne. En dragende skrattende lyd fra en svunden tid, hvor den ringe mulighed for fjernelse af støjen på pladeindspilningerne har givet tangoens klassikere den fineste patina.

 

Dansesalon kglteater

 


Gratis dansesaloner
Jeg ankom alene, men var ikke den eneste enegænger. De fleste kom dog i par eller med venner. Vi blev venligt modtaget af tangodanserinden Camilla Fjeldhaug, der sammen med sin dansepartner Henrik Uldall stod for aftenens introduktionstime. Den imødekommende modtagelse hjalp til at løsne op for den lidt akavede ”første dag på danseskolen” stemning, hvor folk stod lidt generte ude i kanten af dansegulvet og bare ventede på, at timen skulle gå i gang.

Dansesalonerne er gratis at deltage i. Dette faktum – plus at der kun er plads til 34 personer – gør, at man skal være hurtigt ude for at få fat i en billet.


Fra sjasket hverdagsgang til stolte tangotrin
Da alle var ankommet, gik Henrik Uldall i gang med en rundkredsopvarmning, hvor vi startede med at gå frem og tilbage på det knirkende gulv under de fornemme lysekroner i den smukke foyer, mens vi blev instrueret i, hvordan man bruger vægten korrekt og forvandler sin sjaskede hverdagsgang til stolte og glidende tangotrin. Ikke en helt let opgave.

Herefter fik vi tildelt en dansepartner. Der var et lille overskud af kvinder, og da min dansepartner ikke så glad ud ved tanken om at skulle indtage manderollen, meldte jeg mig. Så mænd, dette er en opfordring: kom og dans med alle de skønne tangokvinder, så de ikke skal stå og slås om, hvem der skal danse dame, og hvem der skal danse mand. I tangoen er kønsrollerne meget fasttømrede, hvilket betyder, at det er manden, der fører kvinden, og kvinden der følger manden. Den klassiske konstellation mellem kønnene passiv/aktiv er skåret ud i pap, og alle feminister har her det perfekte eksempel på en kropslig manifestation af den maskuline dominans.


Kropslig manifestation af den maskuline dominans
Jeg fik nu lov til at prøve at være den maskuline dominans, hvilket ikke var en helt uinteressant erfaring. Trinnene, vi fik at arbejde med, var skrællet helt ned til det allermest simple, men stadig følte jeg mig i starten både stiv, klodset og helt ude af takt. Stakkels mænd – at de skal gennemgå dette!

På dansegulvet opstod der flere trafikpropper, og derfor kom man som mand allermest til at koncentrere sig om at styre uden om de andre par. Den helt essentielle gentlemans-opmærksomhed-mod-kvinden forsvandt pist væk. En argentinsk tangokvinde ville have været rasende, forestiller jeg mig. Heldigvis fik vi lang tid til at træne de grundlæggende dansemønstre (frem, tilbage og til siden), og efterhånden opstod der få glimt af samhørighed med både musik, partner og dansegulv.

 
Ny grænseoverskridende oplevelse
Da vi havde danset et stykke tid kom der en ny grænseoverskridende oplevelse. Tango danses ikke som to tulipanhoveder, der vender hver sin vej i en vase, nej, den danses i en helt fuldstændigt tætsluttet omfavnelse. Et kort øjeblik tror jeg, at vi alle sammen fik opfattelsen af, at vi lige om lidt skulle kaste os om halsen på en vidt fremmed. Virkelig en skræmmende tanke, hvis du er et intimitetsforskrækket menneske, og det tror jeg egentlig, at der er mange, der er i deres første møder med andre.

Måske var det et smart træk at antyde, at dette skulle til at ske, for da det så viste sig, at vi ”bare” skulle give hinanden et knus og så indtage en dansefatning med afstand imellem, virkede det slet ikke farligt!


Pædagogik for alle
Timen blev grebet meget pædagogisk an. Alle kunne være med, og de som havde danset før, fik også noget at arbejde med. Og der var mange forskellige aldersgrupper repræsenteret, men flest omkring de 40-60 år. Mange var elegante klædt, mens nogle få havde iført sig en mere behagelig påklædning à la uldstrømper og joggingtrøje.

Camilla Fjeldhaug og Henrik Uldall gav af og til demonstrationer af den korrekte tangoadfærd. Fx viste de, hvordan kvinden altid skal danse med et lille ”nej”, dvs. en lille modstand. At danse med et ”ja” er ikke tango. Vores kropsposition skulle med det argentinske udtryk være ”to hjerter der spejler hinanden”, og så skulle vi ligne katte eller pantere i natten i vores gang. Man skulle heller ikke trække af sted med sin partner som et lille barn, sådan en adfærd virker ifølge Henrik Uldall ikke så godt på kvinder.

Efter 1 ½ undervisning for begyndere, kom de mere garvede tangodansere til, og balkonfoyeren forvandledes til en stor milonga med omkring 200 deltagere.


Du skal prøve det!
Jeg listede hjemad. På vej ned ad den mørke trappe igen, mødtes jeg af synet af en yngre mand, helt indhyllet i sin egen verden, der stod og dansede med en imaginær partner og lukkede øjne. Længere nede stødte jeg på en ældre dame, der med julelys   i øjnene fortalte, at hun var taget til tango som en lille protest imod, at hendes mand var taget ud at rejse.

Den yngre mand og den ældre kvinde repræsenterer lige præcis dét tangoen står for hos mig: En drømmende tilstand og eskapisme. Et fuldstændigt vildt nærvær og en pågående intimitet. Den rummer begge ekstremer, og jeg synes, du skal prøve det. Tag af sted med mod og et åbent sind, og du vil få en helt anderledes og vidunderlig danseoplevelse.  

 


FAKTA

Dansesaloner på Det Kgl. Teater

Arrangementerne fortsætter efter jul ca. en gang i måneden. Der bliver ligeledes mulighed for at prøve vals, salsa m.m.

Se video fra argentinsk tango-salonen den 1. december 2013
Dansere: Camilla Fjeldhaug og Henrik Ulldal


Praktisk info
Hvor: Det Kongelige Teater
Hvornår: Udvalgte søndage (annonceres senere på teatrets hjemmeside)
Pris: gratis

Undervisere: Camilla Fjeldhaug og Henrik Ulldal (camilonga.dk)

Info: Det Kgl. Teater

Spotting

Terpsichore – alle medier

Moving Arts

RSS FEED

Tilmeld nyhedsbrev

Følg os

Scroll to top